Velholdt rødstensvilla med dejlig beliggenhed i Roskilde
Overtagelse fra 01.06.2024
Det er en solid og velbygget villa fra 1951, der ligger på Platanvej 27. Huset, som består af 137 m2 bolig og 82 m2 kælder, er i tre etager, som løbende er vedligeholdt og renoveret. Det samme gælder udendørsarealet, hvor der på den 703 m2 grund er to nye terrasser og en vedligeholdelsesnem have.
I træder indenfor i en entré, hvor flisegulvet fra 2018 er med gulvvarme. Herfra er der udgang til et nyere gæstetoilet, som blev lavet i samme år. Denne etage rummer også et pænt køkken-alrum med et stilrent køkken og god plads til spiseområde samt hjemmets store vinkelstue, som har en lys atmosfære og udgang til en terrasse.
På førstesalen er der tre værelser, hvoraf et af dem har indbygget skab og et andet er med fransk altan. Heroppe ligger også husets badeværelse, som er med bruseniche og spots i loftet. Med fire disponible rum, et vaskerum og et værksted i kælderen er I derudover sikret mange praktiske kvadratmeter, hvor der er forskellige indretnings- og opbevaringsmuligheder.
Til ejendommen får I en god sydvestvendt have, hvor der i 2020 og 2023 blev anlagt to flisebelagte terrasser, som indbyder til masser af hyggelige stunder udendørs. Herude er der desuden græsplæne med frugttræer samt et drivhus og et fint udhus med plads til opbevaring.
Huset ligger på en rolig vej i Roskilde, hvor placeringen er rigtig god, da I både er tæt på midtbyen, hvor I finder Roskilde Station og et rigt byliv med gågaden og RO's Torv, samt flot natur, skovområder og Roskilde Golfklub. Det er samtidig en familievenlig beliggenhed, da indkøb, Børnehaven Skovmosen og Sct. Jørgens Skole er i gåafstand.